Flere af verdens bedste kvindelige cykelryttere gæstede Danmark.

Der var lagt op til to spændende dage, da flere af de bedste kvindelige ryttere gæstede de danske landeveje, som en del af Tour of Scandinavia. Efter tre etaper i Norge, hhv. Mysen – Halden, Vikersund – Norefjell og Kongsberg – Larvik, gik turen på det skandinaviske World Tour løb til Danmark.

Etape #4, Herning - Herning
Løbets fjerde etape var en godt 16 kilometer enkeltstart i Herning. Start og mål var placeret centralt i byen, der også er kendt af cykelkendere som en driftig cykelby, især kendt fra endags klassikeren "En forårsdag på Heden".
Denne gang gjaldt det så kvindernes kamp mod uret. Løbets danske favorit Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ-SUEZ), havde inden hun kørte ud på ruten, et forspring på 12 sekunder, men hendes vel nærmeste konkurrent Annemiek van Vleuten (MOVISTAR TEAM WOMEN) ville det anderledes og slog Cecilie Uttrup Ludwig med 29 sekunder. Derved mistede Cecilie førertrøjen, men kunne dog iklæde sig den grønne pointtrøje på podiet, en trøje hun så bærer på løbets femte og sidste etape.

Podiet på etape 4 så således ud:
1. Grace BROWN (FDJ-SUEZ)                                                         
2. Amber KRAAK (TEAM JUMBO-VISMA)
3. Annemiek VAN VLEUTEN                                 

Løbets førertrøje: Annemiek VAN VLEUTEN (MOVISTAR TEAM WOMEN)
Løbets pointtrøje: Cecilie UTTRUP LUDWIG (FDJ-SUEZ)
Løbets bjergtrøje: Elise CHABBEY (CANYON//SRAM RACING)
Løbets ungdomstrøje: Alena IVANCHENKO (UAE TEAM ADQ)

Etape #5, Middelfart - Haderslev
Afslutningen på dette års Tour of Scandinavia, blev mere spændende end man kunne drømme om.
I et velbesøgt og solbeskinnet Middelfart begav rytterne sig ud på dagens 144 kilometer, der gik fra Middelfart over Kolding til Haderslev, hvor rytterne skulle afslutte med tre omgange á 7,5 km. Her lå målstregen efter en ca. 800 meter lang stigning og lige nøjagtig den stigning, skulle være den affyringsrampe som Cecilie Uttrup Ludwig brugte, i forsøget på at tvinge Annemiek van Vleuten væk fra løbets førsteplads.

Først havde vejrguderne dog lige tænkt sig at drille ryttere og tilskuere, for stort set samtidigt med at rytterne kørte ind på rundstrækningens første omgang, åbnede himlens sluser sig, ja de stod nærmest på vid gab og i et voldsomt regnvejr skulle det sidste slag kæmpes. Og der blev kæmpet bravt i feltet på vej mod målet.
Netop den førnævnte stigning var der Cecilie Uttrup Ludwig satte sit sidste angreb ind og det var så tæt på.
I ensom majestæt krydsede Cecilie målstregen. Sekunderne, inkl. 10 bonussekunder tikkede, men det var lige akkurat ikke nok. Sølle to sekunder skilte de to førende ryttere. Cecilie måtte se sig slået, men fik en flot etapesejr og en samlet anden plads. En helt igennem fantastisk afslutning på de to flotte etaper i Danmark.

Morten Anderson, formand for Danmarks Cykle Union sætter disse ord på oplevelsen af de to danske etaper: ”Det har været helt fantastisk at se cykelløb på World Tour niveau på de danske landeveje, det har været fantastiske kulisser, både i Herning, Middelfart og Haderslev og spektakulært cykelløb med verdensstjerner der har givet hinanden en helt fantastisk dyst og selvfølgelig er jeg stolt over at stå her med en samlet vinder i Annemiek van Vleuten, en legende, der slutter med så flot et cykelløb, det skal vi være stolte af”, slutter en glad Morten Anderson

En af de partnere der har gjort løbets danske etaper mulige, er Sport Event Denmark, herfra lyder det: ”Sikken weekend! I dag kørte verdens bedste kvindelige ryttere i mål i Haderslev i årets Tour of Scandinavia. Cecilie Uttrup Ludwig vandt etapen i dag men måtte desværre se sig slået på målstregen i den samlede stilling efter dramatisk dyst. Hun kroner en helt fantastisk cykelsommer med Tour-sejr til Vingegaard og VM-guld til 4000 m holdet. I dag fik vi også medaljer ved VM i badminton i Royal Arena. Danske topresultater og så på hjemmebane. Og for at det ikke skal være løgn, så er der mere hjemmebane i næste uge, hvor VM i kano og kajakmaraton afvikles i Jels,” siger direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov, som selv måtte følge de sidste kilometer fra lægterne i Royal Arena.

Løbets samlede top tre blev således:
Annemiek VAN VLEUTEN (MOVISTAR TEAM WOMEN)
Cecilie UTTRUP LUDWIG (FDJ-SUEZ)
Amber KRAAK (TEAM JUMBO-VISMA)

Løbets gule trøje og samlet vinder: Annemiek VAN VLEUTEN
Løbets pointtrøje: Cecilie UTTRUP LUDWIG
Løbets bjergtrøje: Elise CHABBEY
Løbets ungdomstrøje: Alena IVANCHENKO
Vinder af holdkonkurrencen: FENIX-DECEUNINCK
Bedste danske rytter: Cecilie UTTRUP LUDWIG