Søndag blev tredje afdeling af Shimano MTB Ligaen afholdt i Varde.

Det blev en skøn dag i grusgraven i Varde, da MTB-rytterne tørnede sammen i Shimano MTB Ligaen. Over 300 deltagere var mødt op i varmen til et flot arrangement, der blev afviklet efter en effektiv tidsplan.

Den kendte rute i Sdr. Plantage Grusgrav havde i årets udgave fået et par nye features, og "Sigurds nedkørsel" leverede dramatik i alle klasser. Her kunne risikovillige ryttere køre på A-linjen, mens B-linjen var tilstrækkelig langsom for at afbalancere sikkerhed og risiko.

På grund af tørken var sporet naturligvis til den tørre side, men ikke løst ud over toplaget.

"De bedste ryttere kan jo håndtere det, og der blev kørt rigtig hurtigt i alle klasser," fortæller Ole Klemmensen fra Varde Cykelklub, der stod bag tredje afdeling af Shimano MTB Ligaen. "Som altid i Grusgraven i Varde, så koster det ”dobbelt” at give den gas, og det er ikke for sjov, at vi lokale taler om, at ruten bliver ekspotentielt hårdere, når man giver gas – der er simpelthen ingen ”gratis” strækninger på ruten. Derfor ser vi også, at folk virkelig har brugt sig, når de kommer i mål – og flere kørte direkte ned i badesøen og tog en dukkert i fuld cykelmundering."

I eliteklasserne så resultaterne således ud:

Herre Elite:

  1. Mathias Rosenberg Pedersen (Slagelse MTB)
  2. Klaus Nielsen (Dansk Mountainbike Klub)
  3. Kristian Østergaard Andersen (Skovlyst MTB) - fører ligaen samlet

Dame Elite:

  1. Janni Spangsberg (Varde Cykelklub)
  2. Line Mygdam (FOUR ES International Project) - fører ligaen samlet
  3. Emma Lyngholm (Team Rold Skov Elite)

Se alle resultaterne her.

Fjerde afdeling af Shimano MTB Ligaen køres den 20. august i Sorø.