I weekenden lægger schweiziske Lenzerheide bjerge til anden runde af World Cuppen i mountainbike. Her stiller U23 landsholdet til start.

Årets første World Cup i Nove Mesto viste sig at blive en stor succes for de danske U23-ryttere. Både Sofie Heby og Oliver Sølvhøj vandt XCO-løbene for U23.

World Cuppen begynder med short track torsdag for U23 og fredag for eliten. Herefter køres der XCO på søndag den 11. juni.

U23 landsholdet består denne gang af Oliver Sølvhøj (Mountainbike Club Vejle) og Bjørn Andreassen (Svendborg Mountainbike Klub). Efter sin World Cup-sejr kører Oliver i denne weekend i førertrøjen.

”Jeg har bestemt ikke forventninger til, at rytterne skal gentage deres sejre fra Nove Mesto, men jeg er sikker på, at de vil gøre deres bedste – så kan vi jo heller ikke forlange mere,” udtaler landstræner Mads Bødker.