Kvindernes U23-landevejslandshold deltog fra 28. august til 1. september i den allerførste udgave af Tour de l’Avenir Femmes.

Ida Krum (Cykling Odense), Laura Auerbach-Lind (Team RYTGER powered by Carl Ras Elite), Mille Troelsen (KDM-Pack Cycling Team), Solbjørk Anderson (Team Grand-Est Komugi La Fabrique) og Tusnelda Svanholmer (Team RYTGER powered by Carl Ras Elite) udgjorde det danske landshold, der kørte de første historiske etaper af U23-løbet for kvinder.

Det franske etapeløb var med deltagelse af mange World Tour-ryttere, og landstræner Tayeb Braikia fortæller derfor, at landsholdet var forberedt på en svær opgave: "Men rytterne glædede sig over, at de skulle køre et af de få løb, der er i kategori U23 for kvinder. Vores mål var top-10 etapeplaceringer, men også at se, hvor specielt Solbjørk Anderson kunne placere sig i det samlede klassement."

Første etape var en 15 km enkeltstart, og her fik holdet hurtigt en fornemmelse af, at de ikke ville køre en placering hjem blandt de bedste. Laura Auerbach-Lind blev bedste dansker som nummer 52. Herefter fortsatte Tour de l'Avenir Femmes med en flad etape - den eneste i løbet. Dagen var præget af, at feltet gerne ville have en massespurt, så alle de danske ryttere kom nemt igennem etapen.

"Ida Krum var med helt fremme inden de sidste 350 m, hvor hun desværre fik timet opløbssvinget rigtig dårligt og måtte opgive at spurte," fortæller Tayeb Braikia.

Tredje etape var præget af et rullende terræn, og de danske ryttere var generelt godt placeret i feltet. Desværre styrtede Ida Krum og måtte udgå med et brækket håndled. Uheldene fortsatte, og Tusnelda Svanholmer fik en defekt, der forhindrede hende i at nå tilbage til feltet. Solbjørk Anderson var eneste dansker med feltet over sidste stigning, og hun endte med en 15. plads på etapen.

Fjerde etape blev en hård dag for det danske landshold. "Tusnelda havde igen defekt og udgik," fortæller landstræneren. "Både Laura og Mille måtte slippe på etapens kategori 2-stigning, og Mille nåede ikke i mål inden for tidsgrænsen. Solbjørk kørte igen en super etape, hvor hun blev nummer 16. Femte etape havde en endnu hårdere profil, hvor rytterne skulle over to kategori 1-stigninger og én kategori 2-stigning. Vi havde nu kun Laura og Solbjørk med i feltet, og Laura måtte slippe tidligt på den første kategori 1-stiging. Solbjørk var stærk og havde restitueret fornuftigt. Hun sad godt med i forreste gruppe, som på etapens anden kategori 1-stigning dog blev splittet. Solbjørk kæmpede videre og blev nummer ni på etapen, hvor kun én rytter i top-10 ud over Solbjørk ikke kører på World Tour-hold, så det var virkelig en flot præstation."

I det samlede klassement blev Solbjørk Anderson nummer 17.