I U19-etapeløbet LVM Saarland Trofeo blev det til en andenplads i det samlede klassement til Patrick Frydkjær og en bjergtrøje til Theodor Storm.

U19-banelandsholdet havde i sidste uge byttet banen ud med asfalt, da de deltog i det tyske etapeløb LVM Saarland Trofeo. Allerede på første etape lykkedes det de danske drenge at hive en sejr i land, da Patrick Frydkjær (Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior) spurtede først over målstregen.

"Løbet gik overordnet rigtig godt for vores hold af baneryttere," fortæller landstræner Thomas Dalsted. Udover etapesejren blev det også til en samlet andenplads i klassementet for Patrick Frydkjær, mens Theodor Storm (Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior) vandt bjergkonkurrencen.

"Løbet blev dog afsluttet rigtig skidt, da et massestyrt på en nedkørsel med 11 km til mål gjorde, at løbet måtte stoppes og etapen neutraliseres," fortsætter landstræneren. "Vi havde Patrick en tur forbi hospitalet, men han er udskrevet igen. Nikolaj Ankerstjerne måtte desværre udgå på første etape med et hedeslag, så vi har været lidt ramt af uheld. Holdet kørte dog flot og uselvisk i jagten på den flotte samlede podieplads, som er Danmarks anden podieplacering ved U19 Nations Cup etapeløb i år."