Lørdag og søndag kører de danske U19-herrer Grand Prix General Patton og Grand Prix Luxembourg, og U19-landstræner Michael Berling har mange nye og spændende navne i truppen.

Lørdag køres den 72. udgave af G.P. Patton i Luxembourg, der er en del af U19-herrernes Nations' Cup. I år er løbet et endagsløb, og derfor har man valgt at lægge et andet endagsløb, G.P. Luxembourg, om søndagen. Patton er traditionelt et hårdt kørt løb, hvor rytterne for alvor kan prøve kræfter med nogle af verdens bedste U19-ryttere - for eksempel hedder sidste års vinder Remco Evenepoel, og han er i dag holdkammerat med Michael Mørkøv, Kasper Asgreen og Mikkel Honoré på Deceuninck-Quick Step.

Det danske U19-herrelandshold til G.P. Patton og G.P. Luxembourg består primært af unge og relativt uprøvede ryttere i landsholdssammenhæng, men det ændrer ikke på, at det er meget formstærke ryttere, der alle har gjort en flot figur i løbet af foråret, fastslår Michael Berling:

”Turen til Luxembourg er en tur, hvor jeg har mulighed for at se nogle af de unge ryttere lidt bedre an. Jeg har ryttere med, der ikke tidligere har optrådt på landsholdet, men det er det alligevel ryttere med fornemme resultater fra i år. Tre af rytterne har vundet en af de fem afdelinger af Uno-X Cuppen i år, mens der også er blevet plads til en regulær klubrytter," fortæller den danske U19-landstræner.

Netop det, at rytterne kommer fra meget forskellige udgangspunkter, fortæller både en historie om det generelt høje niveau i den hjemlige Uno-X Cup, og at der bliver ydet en stor indsats på de hjemlige teams og i klubberne - og Michael Berling håber, at den udvikling fortsætter:

"Den trup, jeg har med til Luxembourg, viser, at niveauet og bredden i toppen af U19-klassen er blevet stærkere herhjemme, og denne tur er en unik mulighed for mig til at se rytterne bedre an og for rytterne til at opnå vigtig erfaring til videre udvikling. For selvom det er et stærkt hold, der kan køre med om de sjove placeringer, handler de her løb mere om læring og proces end om resultatet på dagen," slutter landstræneren. 

Det danske U19-herrelandshold til G.P. General Patton og G.P. Luxembourg består af:

Morten Nørtoft - Give Cykelklub
Dennis Lock - Give Cykelklub
Andreas Larsen - Holbæk Cykelsport
Nicholas Thorøe-Hansen - Team Børkop Cykler-Giant Næstved/Slagelse Junior
Nikolaj Mengel - Team ABC Junior
Stian Rosenlund - Team ABC Junior