Siden sommeren har Danmarks Cykle Unions BMX-sektion arbejdet på at udvikle træningsanbefalinger for BMX-ryttere i alderen 15 år og op. Anbefalingerne er nu klar, og det glæder elitechef Morten Bennekou, at ambitiøse BMX-ryttere nu har tilsvarende klare anbefalinger som ryttere i cykelsportens andre discipliner.

Der ligger et grundigt analysearbejde bag de nye træningsanbefalinger for BMX-ryttere, og Morten Bennekou ser retningslinjerne som en meget vigtig del af hele talentudviklingen for BMX. 

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu officielt kan melde ud, hvor stor en træningsmængde vi mener, der skal til på forskellige alderstrin i BMX. Jeg er overbevist om, at et klart budskab på dette område er et af flere vigtige step i forhold til opbygningen af vores talentudviklingskoncept og dermed på længere sigt til succes på internationalt niveau i eliteklasserne. I landevejsdisciplinen har vi arbejdet med træningsanbefalinger i en længere årrække, og her er der ingen tvivl om, at det har gjort en betydelig forskel i forhold til at sikre, at flest muligt træner nok, men samtidig ikke for meget,” fastslår elitechefen.

Træningsanbefalingerne beskriver, hvor mange månedlige træningspas der skal gennemføres på områderne banetræning, sprinttræning, styrketræning og konditionstræning for hver årgang fra 15 år og opefter. Ungdomslandstræner Niklas Laustsen ser det som et stort skridt i udviklingen af rytternes forståelse for, hvad det kræver at blive en dygtig BMX-rytter.

”Træningsmængden er langt fra alt, når vi snakker træning for BMX-ryttere. Hvad du præcis træner, hvilken intensitet du træner med samt den langsigtede planlægning har også stor betydning, men vi tror på, at vi ved at kvantificere mængden inden for de fire træningsformer kan skabe en større forståelse for og indsigt i, hvilken mængde af de forskellige træningsformer der rent faktisk kræves på de forskellige alderstrin, hvis man som rytter drømmer om i fremtiden at begå sig som eliterytter,” fortæller Niklas Laustsen.

Anbefalingerne beskriver en progressiv stigende træningsmængde og er rettet mod de ryttere, der fra 15-årsalderen har som målsætning at blive eliteryttere eller som minimum et ambitiøst ønske om at dygtiggøre sig og udnytte deres potentiale - og de er helt afgørende for at skabe fremtidens landsholdsryttere, fortæller landstræner Klaus Bøgh Andresen.

”Hvis vi i fremtiden skal gøre os gældende i den internationale elite, har vi brug for ryttere med en god bund af basal træning. Ryttere, der har en forståelse for, hvad der kræves over en længere årrække. Det skal dog samtidig siges, at der er tale om anbefalinger, og at vi godt er klar over, at flere veje fører til Rom. Men vi mener, at træningsanbefalingerne overordnet set danner en god base for forståelsen af, hvordan træningen skal skrues sammen i de forskellige aldersgrupper, når rytteren og hans eller hendes træner planlægger træningen,” slutter landstræneren.

Anbefalingerne kan findes på følgende link