Holbæk Cykelsport var søndag vært for 7. afdeling af årets Uno-X Cup, hvor den danske U19-mester, Joshua Gudnitz, viste dannebrogstrikoten frem på fornem vis i de flotte rammer, der var som skabt til godt cykelløb.

Søndagens afdeling af Uno-X Cuppen var et veltilrettelagt og velafviklet arrangement i og omkring Tølløse, hvor både terræn og vejrforhold gav mulighed for et spændende løb - og U19-landstræner Michael Berling havde efter løbet masser af ros til den arrangerende klub:

”Holbæk Cykelsport har skabt de perfekte rammer til cykelløb på højt niveau med ruten omkring Tølløse, og dagens løb har givet mig rigtig mange svar i forhold til de fremtidige landsholdsaktiviteter,” fastslog Michael Berling. 

Det blev Team ABC Junior, der fuldstændigt dominerede løbet og satte en tyk streg under deres store styrke i år. Holdet formåede meget tidligt i løbet at sørge for stor udskilning, og de kunne med stor overbevisning køre sejren hjem til Joshua Gudnitz.

Samtidigt formåede Team ABC Junior at udbygge den samlede føring i Uno-X Cuppen både i holdkonkurrencen og i det individuelle klassement, da den førende rytter, Emil Schandorff Iversen, med en 4.-plads hentede vigtige point før de sidste to afdelinger.

Og mens der var ros til arrangører og Team ABC Junior, var der en forsigtig opsang fra U19-landstræneren til flere af de andre hold og ryttere, der manglede vilje og initiativ, og hvor alt for mange leverede en passiv indsats og hurtigt meldte sig ud af løbet:

”Det overrasker mig, at flere ikke griber muligheden for at gøre positivt opmærksom på sig selv kort før den endelige VM-udtagelse. Det er i Uno-X Cup-løbene, jeg har mulighed for at tage notits af rytternes ageren - positivt såvel som negativt,” understregede Michael Berling.

Se den samlede stilling i Uno-X Cup