Når tredje afdeling af DENIM Cup 2019 søndag køres i Holbæk, er rammerne for et hårdt og godt cykelløb sat i skønne og kuperede omgivelser - og på deltagerlisten er et par helt nye EM-medaljetagere.

Det igangværende EM har vist, at de danske klubber og teams bliver ved med at fostre store talenter, der kan levere flotte internationale resultater, og det er da også et stærkt felt, der søndag skal ud på 187 hårde kilometer med cirka 175 højdemeter pr. omgang og 10 omgange på ruten omkring Tølløse ved Holbæk.

På startlisten finder man blandt andre både den nykårede U23-europamester i enkeltstart, Johan Price-Pejtersen, og gårsdagens EM-sølvvinder i linjeløb, Niklas Larsen, men rytteren i gult vil være BHS Almeborg-Bornholms Nicklas Overgaard Amdi Pedersen, når tredje afdeling af DEMIN Cup 2019 skydes i gang.

Amdi Pedersen er dog tæt forfulgt af Riwal Readynez' Rasmus Bøgh Wallin, der blot er 4 point fra den gule førertrøje, og generelt er top 10-klassementet meget tæt, så intet er afgjort endnu, hvilket gør, at man også kan forvente toptændte ryttere til dagens løb.

Top 10 i den samlede stilling af DENIM Cup 2019 inden tredje afdeling køres på søndag, ser ud som følgende:

1.     Nicklas Overgaard Amdi Pedersen – BHS Almeborg-Bornholm (36 point)
2.     Rasmus Bøgh Wallin – Riwal Readynez Cycling Team (31 point)
3.     Frederik Rodenberg Madsen – coloQuick Cycling (23 point)
4.     Rasmus Lund Pedersen – coloQuick Cycling (20 point)
5.     Andreas Stokbro Nielsen – Riwal Readynez Cycling Team (20 point)
6.     Mads Andersen – Team OK Kvickly Odder (19 point)
7.     Michael Carbel Svendgaard – Team Waoo (18 point)
8.     Jacob Hindsgaul – Team ColoQuick (18 point)
9.     Rasmus Guldhammer – Team Waoo (17 point)
10.  Oliver Wulff Frederiksen – Team Waoo (16 point)

Se den samlede stilling i DEMIN Cup 2019 her

DEMIN Cup er dansk cykelsports superliga og har deltagelse af mange talentfulde ryttere - og der er altid tale om cykelløb på meget højt niveau med nogle af de kommende danske stjerner, så der god grund til at lægge vejen forbi Tølløse for at se spændende cykelløb i smukke omgivelser.

Løbet begynder 12.30 og har start og mål på Sønderstrupvej i Tølløse.