Vil du være med til at forme DCU’s politiske struktur?

Distrikt Jylland/Fyn og Distrikt Sjælland søger repræsentanter fra én klub fra hvert distrikt til at deltage i en arbejdsgruppe om udviklingen af den politiske struktur i Danmarks Cykle Union.

Arbejdsgruppen ledes af Jens Panum Have og består af to bestyrelsesmedlemmer, to distriktsbestyrelsesmedlemmer og to klubrepræsentanter. Administrationen koordinerer gruppens arbejde.  

Arbejdet er en del af strategien for udvikling af det politiske og administrative niveau i Danmarks Cykle Union. Målene for denne strategi er bl.a. at:

  • DCU skal være en udviklingsorienteret organisation, som skaber værdi for de enkelte medlemmer uanset disciplin og medlemstype.
  • Organisationsstrukturen skal fremme samarbejdet, koordineringen og vidensdelingen på tværs af hele organisationen.

Arbejdet blev indledt med en stor organisationsundersøgelse, hvor 200 frivillige fra klubber, distrikter og udvalg besvarede en lang række spørgsmål om DCU’s organisation.

Undersøgelsen viste, at udviklingsarbejdet især skal omhandle fire hovedområder:

  • DCU’s beslutningsmæssige/politiske struktur
  • DCU’s driftsmæssige struktur (arbejdsdeling)
  • Samarbejdskultur (samarbejde på tværs)
  • Transparens (kommunikation)  

Udviklingsarbejdet er nu gået ind i en fase, hvor arbejdsgruppen skal lave debatoplæg til distrikternes årsmøder i februar 2020. Herefter skal der udarbejdes endelige forslag til kongressen i marts 2021.

Vi forventer, at der skal afholdes 4-5 møder i løbet af september 2019 til februar 2020 og 4-5 møder fra april 2020 til februar 2021. Vi holder møderne i Middelfart på hverdage ca. 17.00-20.30.

Første møde er den 27. august 2019.

Klubber, der er interesserede i at bidrage til arbejdet, må meget gerne kontakte:

Distrikt Jyllland/Fyn, formand Willy Frederiksen: jfformand@slet-dette.cyklingdanmark.dk

Distrikt Sjælland, formand Charlotte Frank: sjformand@slet-dette.cyklingdanmark.dk