Danmarks Cykle Union bakker fuldstændig op om myndighedernes og DIF’s anbefalinger, og derfor aflyser vi nu alle aktiviteter, og vi opfordrer også alle klubber til at aflyse generalforsamlinger og større kursus- og mødeaktiviteter.

Desuden opfordrer vi til at aflyse alle løb og træningsaktiviteter i større grupper, så længe myndighedernes anbefalinger/påbud er gældende (hvilket på nuværende tidspunkt er til og med d. 30. marts) – af samme grund er Distrikt Jylland/Fyns forårsmøde aflyst og årets kongres udsat på ubestemt tid.

Regeringen har på det kraftigste anbefalet, at al indendørs idræt lukkes ned i to uger, og både Danmarks Cykle Union og DIF bakker op om anbefalingen og opfordrer desuden til, at klubberne lukker ned for udendørsaktiviteter i samme periode:

”Fra idrættens side bakker vi op om og følger de krav og anbefalinger, som kommer fra myndighederne. Også selvom det er nogle tiltag, som rammer dansk idræt ekstremt hårdt. Idrætten handler i sin grundessens om at samle mennesker i fællesskaber og komme hinanden ved – både i forhold til udøvere og tilskuere – og det er ikke muligt i den kommende tid. Det er en situation, som er uden fortilfælde for idrætten, og som ingen har kunnet forestille sig eller forberede sig på. Der ligger nu et vigtigt arbejde foran os alle med at skabe et overblik og finde løsninger i et samarbejde med myndigheder, forbund og idrætsforeninger,” siger direktør for DIF, Morten Mølholm Hansen.

Alle medarbejdere i Danmarks Cykle Union er blevet bedt om at arbejde hjemme, og kontoret vil være lukket. Det vil fortsat være muligt at komme i kontakt med DCU's administration inden for de normale åbningstider mandag-fredag: 9.30 - 11.30 & 12.30 - 15.00 på tlf. +45 43 26 28 02.

Danmarks Cykle Union henviser fortsat til myndighedernes hjemmesider for seneste nyt.

Ved spørgsmål angående Danmarks Cykle Union og den særlige coronasituation kan der rettes kontakt til:

Direktør Martin Elleberg Petersen på tlf. 22341001 eller
kommunikationschef Morten Anderson på tlf. 31319033

Med venlig hilsen
Martin Elleberg Petersen
Direktør, Danmarks Cykle Union

Danmarks Cykle Union henviser fortsat til myndighedernes hjemmesider for seneste nyt. 

Nyttige links:

  • Samlet side fra myndighederne med alt, hvad du skal vide om corona: www.coronasmitte.dk 
  • Den myndighedsfælles hotline er: 70200233
  • Sundhedsstyrelsen: www.sst.dk (indeholder bl.a. en Q&A)
  • Styrelsen for Patientsikkerhed: www.stps.dk 
  • Statens Seruminstitut: www.ssi.dk 
  • Udenrigsministeriet: www.um.dk  (rejsevejledninger)